Sri Lanka 🌴🐆 🐘 🐒

Pælefiskere på Sri Lanka's sydkyst (Nå ja, og så måske en enkelt turist)

Pælefiskere på Sri Lanka’s sydkyst (Nå ja, og så måske en enkelt turist)

Denne artikel har tidligere har været postet på Turen går til Sri Lanka

Sri Lanka er et spændende land at rejse i

Tropisk klima, lange sandstrande, vajende kokospalmer og grønne frodige bjerglandskaber. Kombineret med en enorm kulturarv og masser af kulturelle seværdigheder, historier om konger der regerede, og prinser der kæmpede mod hinanden om magten.

Engelske, portugisiske og hollandske kolonitider, der alle har haft indflydelse på hvordan Sri Lanka ser ud i dag.

For ikke at nævne tsunamien, der endnu kan fornemmes på Sri Lanka’s sydkyst og borgerkrigens triste spor i den nordlige del af landet.
Begge dele hører heldigvis fortiden til, og Sri Lanka er i dag et fredeligt og sikkert land at rejse i.

Rigt dyreliv og en storslået natur

Hvis man er interesseret i vild natur og et eksotisk dyreliv, så byder Sri Lanka på 22 nationalparker, hvis man medregner de to marine nationalparker i Hikkaduwa og ved Pigeon Island.
I nationalparkerne lever vilde elefanter, krokodiller, leoparder, bjørne, næsehornsfugle, slow loris og mange andre spændende dyrearter.

UNESCOs Verdensarvsliste

Den tropiske regnskov Sinharaja Rain Forest Reserve, er en af Sri Lanka’s 8 perler, som er på UNESCOs Verdensarvsliste. Her rejser ornitologer til fra hele verden, for at opleve regnskovens rige fugleliv. En stor del af Sri Lanka’s 33 endemiske fuglearter (arter der kun lever i Sri Lanka) lever i regnskoven.

Sri Lanka har det hele, og er et utroligt spændende og eksotisk rejsemål.
Her kan du få de mest intense og varierede rejseoplevelser inden for relativt korte afstande.
Rundt om hvert eneste hjørne venter endnu en uforudsigelig oplevelse, så langt fra noget vi kender hjemmefra lille Danmark.

Sri Lanka blev kåret som årets rejsemål i 2013

Lonely Planet kårede i 2013 Sri Lanka til årets rejsemål. Begrundet med bl.a. landets fantastiske kulturarv og natur, i kombination med at man virkelig får meget for pengene. Borgerkrig og tsunami gjorde tidligere landet uimødekommende for turister, men nu er der fred og ingen fare, så rejselystne danskere er så småt begyndt at rejse til Sri Lanka på samme måde som da man i sin tid ‘opdagede’ Thailand.

Mange steder er endnu uspoleret af turisme

Sri Lanka er endnu ikke overrendt af turister, men antallet er stærkt stigende i takt med at folk begynder at få øjnene op for det smukke, frodige land.
Det samme gælder for prisniveauet. I turistbyerne har man opdaget at der er penge at trække ud af turisterne, men har man mod på at spise på de små rice & curry restauranter hvor lokalbefolkningen selv spiser, så kan du få et måltid mad for under 20 kr.

Anbefalingen herfra er, at tage afsted inden turismen for alvor får tag i landet, og mens man stadig kan finde masser af småbyer hvor befolkningen kigger forundret og nysgerrigt når de ser hvide mennesker.

Fly til Sri Lanka

Der går endnu ingen direkte fly til Colombo, landets hovedstad. Så man må påregne et stop i Dubai, Doha eller Male og en rejsetid på minimum 12 1/2 time.
Sri Lanka ligger 8.000 km fra Danmark, så husk støttestrømper til flyrejsen 😜


God fornøjelse!

Sri Lanka turistkort

Sri Lanka turistkort

 

[Indlægget indeholder IKKE affiliate links]

Rejseblogger med en evig udlængsel efter smukke steder i verden. Er fascineret af anderledes kulturer, natur, strande og vilde dyr og har af samme årsag fået et særlig tæt forhold til Sri Lanka.
Jeg har rejst jorden rundt én gang og arbejdet i Tyskland, Spanien og Portugal. Der er stadig mange lande jeg drømmer om. Øverst på listen er Maldiverne, Filippinerne, Vietnam, Caribien, Ecuador og Belize, men det stopper ikke der..

Vi vil elske at få din kommentar til dette indlæg..

Translate website:

Nye rejseartikler

Translate »