[Reklamelink til Embudu Village på Booking.com]

Springende fisk på Maldiverne – Hvorfor springer fisk egentlig?

Har du nogensinde tænkt over hvorfor fisk springer? Det havde jeg ikke, indtil for nylig.
Det er bare noget fisk gør, når de er glade. Ligesom delfiner. Eller er det mon derfor delfiner springer?
Mine tanker omkring dette emne, har tydeligvis ikke været specielt dybsindige. Men for nylig blev jeg klar over hvorfor fisk springer. Eller ihvertfald hvorfor nogle fisk springer.

Hajangreb i strandkanten

En tidlig morgen på Maldiverne, blev jeg vidne til et lille drama, som udspillede sig lige foran mine bare tæer i vandkanten.
Jeg gik og soppede og kiggede på de sorttippede revhajer, som patruljerede langs kysten på Embudu Village Resort.
På et tidspunkt var tre-fire hajer, ved at få indkredset en fiskestime. Og som lyn fra en klar himmel satte hajerne ind med et koordineret angreb. Der lød en masse plasken og i nogle sekunder valgte hele fiskestimen bogstaveligt talt at forlade vandet. Hundredevis af små fisk sprang for livet. Jeg skyndte mig, at knipse løs med kameraet og det kom der blandt andet disse billeder ud af.

Senere fangede jeg et lignende ‘hajangreb’ på video

Hvis du følger Miss-World på Facebook, har du måske allerede set et udsnit af det øverste billede. Hver uge poster jeg nemlig et billede på Facebook, som jeg kalder ugens billede. Dette er historien bag ugens billede fra begyndelsen af marts.