Isla Saona – 3 dage off-grid i Den Dominikanske Republik

På Isla Saona finder du de ægte Bounty-strande

Da jeg researchede til min første rejse til Den Dominikanske Republik i januar 2018, var der særligt ét sted, der blev ved med at dukke op. Isla Saona! En drøm af en tropeø, med kokospalmer og hvide sandstrande eller rettere sagt, Bounty-strande i ordets bogstaveligste forstand. For Isla Saona eller Saona Island, som øen bliver kaldt på engelsk, har nemlig lagt strande til 80-ernes biografreklamer for Bounty chokolade. Den lille ø blev straks skrevet på listen over steder jeg måtte besøge på min rejse.

En del af nationalparken, Parque Nacional del Este

I første omgang så det ikke ud som om det var muligt at overnatte på Isla Saona, med mindre man er inviteret til at bo privat, af en af øens kun 300 indbyggere. Saona er nemlig en del af nationalparken, Parque Nacional del Este, som ligger på den sydøstlige del af Den Dominikanske Republik. Og som nationalpark er øen naturligvis fredet.

Der er dog masser af endagsture til Saona hver eneste dag. De fleste af disse er bådture, som indebærer høj dansemusik og caribisk rom. Ikke ligefrem det jeg søgte i første omgang. At jeg senere kom til at opleve det alligevel, er en helt anden historie.

Overnatning på Saona

Efter at have gravet lidt dybere på internettet, fandt jeg ét sted, hvor det er muligt for turister at overnatte på Isla Saona.
Et lille guest house i landsbyen Mano Juan, med kun 10 værelser og hvor simple living skulle være kodeordet.

Myg og sandfluer

Jeg bookede tre overnatninger og var virkelig i tvivl om hvorvidt det ville briste eller bære.
I anmeldelserne havde nogle skrevet, at der ikke var noget at lave på øen. Og én ting gik igen, myg og bidende sandfluer var tilsyneladende en uundgåelig del af fornøjelsen.

I forvejen er jeg en myggemagnet, så jeg var forberedt på at det nok kunne blive slemt. At der også er en håndfuld forskellige myggeoverførte sygdomme i Den Dominikanske Republik, var ikke ligefrem beroligende.

Det skulle vise sig at holde stik. Jeg slog ny myggestik-rekord. Myggene var små og lydløse og fuldstændig ligeglade med den myggespray jeg havde medbragt hjemmefra og havde brugt rigeligt af.

På trods af myggeplagen, skulle de tre dage på Isla Saona vise sig at blive turens højdepunkt.

Nogle timer hver dag, vrimler Mano Juan med turister

Mellem kl. 10 og kl. 16 er der åbent for besøgende på Isla Saona. Katamaranerne, sørger for festlige endagsture med rom og partymusik. De sejler ud fra kystbyen Bayahibe og lægger til ud for landsbyen Mano Juan på Saona.
I nogle timer hver dag, vrimler Mano Juan med turister, der spiser frokost, bader og tager selfies med palmer og muldyr i baggrunden. Når de sidste katamaraner forlader øen omkring kl. 16, falder der ro på og magien begynder.

Off grid – Det simple liv

Øens tropiske skønhed er overbevisende. Muldyr, heste, grise og hunde går frit rundt uden opsyn og det er fantastisk at opleve, men det der gør størst indtryk er fraværet af mange af de ting vi normalt tager for givet.

I bruseren er der kun koldt vand, muligvis filtreret havvand. Når der vel at mærke ER vand i hanerne.
Strømmen kommer fra solpaneler og den falder konstant ud, for til sidst at forsvinde helt i løbet af aftenen og natten.
Wifi er helt utænkeligt, og telefonsignal kan man kun få med nød og næppe på området ud for “supermarkedet”.
Det lykkedes dog ikke for mig at få forbindelse én eneste gang i de tre dage jeg var der. Så det kan være en god idé at forberede de nærmeste på, at man er uden for rækkevidde i den periode man tager til Saona.

Der er kun én restaurant i Mano Juan

Bortset fra den improviserede restaurant, der hører til det lille guest house, er der kun én restaurant i Mano Juan.
Restauranten er blå og har ikke noget navn og intet menukort. Man siger bare hvad man godt kunne tænke sig og enten kan det lade sig gøre eller også kan det ikke.
Restauranten er drevet af Isidro Hernandes, der er en af de få på Saona, som taler godt engelsk. Resten af befolkningen taler stort set kun spansk. Mit spanske ikke er ligefrem toptunet, så af den årsag blev det til en del samtaler med netop Isidro. Han er en mand med gode værdier og mange visioner. Bl.a. har han et stort ønske om at rense Isla Saona for skrald. En mission han tilsyneladende står ret alene med.

En kold cola kan købes i hans restaurant for en dollar. Mens man drikker den, fortæller han gerne om øen og alle hans visioner for øens fremtid. Hils ham fra mig, hvis du en dag skulle møde ham.

Begyndende økuller

Da endags-turisterne var taget afsted den første eftermiddag på Saona, blev jeg et øjeblik ramt af ø-panik. Jeg fik følelsen af at tre dage ville blive alt, alt for lang tid og anede ikke hvad jeg skulle tage mig til.
Der var kold tyrker hvad internettet angår. Tankevækkende hvor afhængig man er. Heldigvis gik der ikke lang tid før jeg faldt ind i den langsomme ø-rytme og kom til at holde af Saona og nyde det hele i fulde drag.

Om aftenen fik jeg nye venner i restauranten. Trods mit ringe spanske, blev det til nogle meget muntre samtaler over middagen

Det er godt at kunne lidt spansk

Om aftenen fik jeg nye venner i restauranten. Agnieszka fra Polen, Daniel, Matilde og Maurizio fra Italien og Tammy og Dani fra Brasillien. De boede alle samme sted som mig. Det fælles talte sprog blev igen spansk, men det lykkedes alligevel at føre nogle muntre samtaler over middagen og senere gik vi allesammen ned og tjekkede det lokale diskotek.

Saona’s diskotek

Da vi kom var der var ingen der dansede. Diskoteket lignede ikke om noget diskotek jeg havde set før. Det var nærmere et meget lille værtshus med en åben facade ud til sandet, som også var dansegulvet.

Der var en bar med et tv, som kørte i baggrunden. Og caribiske rytmer strømmede ud af højtalerne.
En håndfuld lokale spillede domino indenfor og en slovakisk gæst fra vores guest house, var gået lidt for hårdt til rommen og sad og halvsov i en havestol i sandet udenfor baren.

Daniel inviterede modigt en af de lokale kvinder til at danse bachata. Og de lokale kan danse, så man får hel præstationsangst.
Hele situationen var en smule akavet og ret komisk. Desværre havde jeg ladet kameraet blive på værelset.

På en ø ved alle alt om alle

Som man kan forvente af et lille ø-samfund, så ved alle alt om alle. Og Isidro havde selvfølgelig også allerede hørt om vores besøg på diskoteket, da jeg løb på ham den næste formiddag. Han var også klar over, at den ikke havde været helt god med slovakken, for han havde selv serveret 13 øl for ham i restauranten. Og det var inden han gik ned i “supermarkedet” for at købe rom. Så ikke noget at sige til, at han hang lidt i havestolen der sidst på aftenen.

Besøg på et havskildpadde-rugeri

Man kan også besøg på et havskildpadde-rugeri på Isla Saona. Det er faktisk en rigtig lykkelig historie om fiskeren Negro, der engang brugte al sin tid på at fange de truede havskildpadder. Indtil en dag for 14 år siden, hvor noget eller nogen fik ham til at indse, at han var på den helt forkerte kurs.
Siden har han arbejdet utrætteligt på at redde havskildpadderne. Og har helt på egen hånd etableret et havskildpadde-rugeri.
Besøg ham hvis du kommer til Saona, og giv ham endelig en lille donation, så han kan forsætte sit fantastiske arbejde.

Laguna Los Flamencos

En af dagene tog jeg et par af hundene med på en lang gåtur. Maria og Garu var vist ikke vant til sådan at blive luftet og deres loyalitet over at blive taget med på tur var ikke til at tage fejl af.
De er nogle gode hunde og det var rart at have nogle at følges med. Også selv om der ikke er kriminalitet på Saona Island.
Hvis en indbygger begår noget kriminelt, bliver han bortvist fra øen for evigt. Så jeg følte mig mere tryg på Saona end nogle andre steder jeg boede i Den Dominikanske Republik.

Vi blev alligevel ‘udfordret’ lidt på vores gåtur, først af en meget stor gris og siden af en hest, der blokerede vejen for os.
Men det tog hundene sig af, så vi alle kunne komme trygt frem.

Vi gik fra Mano Juan og gennem en smuk kokosplantage, hvor en skøn palmestrand lå til venstre og Laguna Los Flamencos til højre.
Lagunen var lidt plumret og ikke den helt store oplevelse. På trods af det eksotiske navn, har der ikke været en eneste flamingo siden indbyggerne spiste de sidste for ca. 30 år siden.

Location til Pirates of the Carribean, Den blå lagune m.m.

Forsætter man gennem kokosplantagen kommer man til en helt vidunderlig strand. En af de smukkeste strande jeg har set. Med rent, roligt, turkist vand, hvidt blødt sand og palmer så langt øjet rækker.
Udover hundene og mine nye venner fra vores guest house, som mødte os ved stranden, havde vi det hele for os selv.

Strandene på Saona er ret fantastiske og der er ikke noget at sige til at de har været location for adskillige film.
Som tidligere nævnt, var det her de første Bounty reklamer blev optaget. Den blå lagune, scener fra Pirates of the Carribean og Apocalypse Now er også optaget på Saona. Der er flere, men jeg kan ikke huske dem alle.

Som du måske kan fornemme, faldt jeg pladask for Isla Saona. Skuldrene kom helt ned, og det var antiklimaks at komme tilbage til fastlandet. Havde det ikke været for de mange myg, kunne jeg godt være blevet længere.