The Southern Expressway
Fra lufthavnen i Colombo til Matara

Der er en enkelt motorvej i Sri Lanka. Bygget til at transportere turister hurtigt fra lufthavnen i Colombo, Bandaranaike International Airport, til strandene på sydkysten.

The Southern Expressway starter (næsten) ved lufthavnen og fører til det nordlige Colombo. Her er der et hul og så begynder den igen i udkanten af Colombos vestlige del og fører på nuværende tidspunkt til Matara, øens sydligste punkt. Den sidste del af strækningen til Matara blev indviet i marts 2014.

Motorvejen udvides

Der er planer om at udbygge motorvejen, så den kommer til at forsætte videre til Hambantota på sydkysten, for derefter at forlænge yderligere, så den til sidst rammer lufthavnen i Mattala. Mattala Airport ligger tæt på Thissamaharama og Yala området.

Ideel til kørsel om natten

Motorvejen er ny og moderne, med en farthastighed på op til 100 km i timen. Der er ingen kø, faktisk næsten ingen biler, da de fleste indbyggere i Sri Lanka ulykkeligvis ikke har råd til at betale vejafgiften på ca. 20 kr.
Motorvejen er ideel, hvis du vil sydover i en fart og perfekt til kørsel om natten da den er ryddet for løse hunde mm.

Hvis du rejser med en chauffør

Kører du med taxi eller privatchauffør, vil du selv skulle gøre chaufføren opmærksom på, at du ønsker at køre ad The Southern Expressway. Pga. vejafgiften vælger mange chauffører nemlig at køre af den bumlede kystvej, Galle Road.
Med mindre andet er aftalt vil chaufføren forvente, at du betaler for vejafgiften.

Minus ved at benytte motorvejen

Falder valget på den nye hurtige Southern Expressway, går du glip af den charmerende oplevelse af hunde og køer på vejene, ‘photo opportunities’ og udsigten til de smukke sandstrande, som alternativet Galle Road byder på.