Livet nydes på Zákynthos
Last minute til Zákynthos
En regnvåd eftermiddag i september, sad min datter og jeg og kiggede på afbudsrejser til Grækenland.
Vi har netop fejret Julianes 25 års fødselsdag, og dette var også anledningen til, at vi kiggede på rejser.
Ingen af os kendte noget til den græske ø Zákynthos, men på billederne så det lovende ud. Og en last minute flybillet til kun 350,- blev afgørende for valget.
Allerede tidligt den næste morgen, 16 timer senere, sad vi i flyet, med kun 5 kg (hånd)bagage hver. Den lette bagage var dealen for de billige flybilletter.
Planen var mere eller mindre, at tilbringe en uge på stranden. Og så skulle vi selvfølgelig spise god mad og hygge os sammen.
Bikini, strandkjole og en tandbørste, blev pakket. Det var i store træk, alt vi ville få brug for. Selvom det altid er en udfordring at pakke SÅ let, lykkedes det for os begge, at holde os inden for vægtgrænsen på 5 kg.
Hotel Aphrodite med pool ud til Laganas Road
Kig til stranden fra vores hotellejlighed i Zante Dahlia
Turistbyen Laganas
Vi havde booket en enkelt overnatning på Hotel Aphrodithe [Reklamelink] i turistbyen Laganas, 5 km fra lufthavnen.
Da intet alligevel var planlagt på forhånd, ville vi tjekke området ud før vi bestemte os for, hvor vi ville bo resten af ugen.
Hotel Aphrodite ligger på Laganas Road. Den del af Laganas Road, som ligger mellem hotellet og stranden, er den største gå-i-byen-gade i hele Laganas bugten. Det er her man skal bo, hvis man er til fest og farver, barer, diskoteker, butikker og restauranter. Det var selvfølgelig ikke noget vi bevidst havde sigtet efter.
Vi kom udenfor højsæsonen, så det var egentlig bare hyggeligt med liv i gaden om aftenen. Jeg kan forestille mig, at det vil være lidt for meget partyområde til min smag, i højsæsonen.
Supermarked tæt på Hotel Zante Dahlia
Skildpadde accessories i alle butikker
Butikker på Laganas Road
Barer og diskoteker på Laganas Road
Stille område tæt på Laganas strand
Vi tjekkede ud fra vores første hotel og tog retning mod stranden. Juliane blev parkeret sammen med bagagen på en solseng. Det sted i verden hvor, hun aller helst vil være. Imens gik mor her op i caféens skygge, hvor jeg med en kold drink i hånden, ledte efter vores næste hotel på iPad’en.
Det blev en lille hotellejlighed, der blev vores hjem for resten af ugen. Hotel Zante Dahlia [Reklamelink] ligger tæt på stranden i et mere stille område af Laganas. Lejligheden var udstyret med balkon og et lille te-køkken med et køleskab. Så kunne vi selv lave et måltid mad ind imellem.
Et lille stykke henne ad vejen, lå et supermarked med frugt og alt hvad man skal bruge til at lave græsk salat.
Fra vores balkon på Zante Dahlia, kunne vi se ned til stranden.
Det var det perfekte udgangspunkt for vores badeferie..
Kalamaki og Laganas i Laganas Bugten
Stranden i Laganas Bugten blev herefter vores andet hjem. Zákynthos viste sig, at være skabt til badeferie.
De to strandbyer i Laganas Bugten, Kalamaki og Laganas, flyder næsten sammen ved strandkanten. Og hele bugten har en drøm af en badestrand. Uden sten, tang og understrøm, bare blødt sand og en blikstille havoverflade.
Zákynthos er havskildpaddernes ø
Under havoverfladen lever den truede havskildpadde art caretta caretta.
Havskildpadderne yngler på Zákynthos og hunnerne lægger deres æg på sandstranden på den lille ø, Marathonisi, mest omtalt som Turtle Island. Enkelte reder bliver også gravet direkte på turiststranden i Kalamaki og Laganas.
Heldigvis er grækerne gode til at passe på dem. Rederne bliver markeret med træpinde og skilte, samt afspærring, så turisterne pænt kan gå udenom.
Overalt på Zákynthos hyldes caretta caretta havskildpadderne. Der er skildpadder på souvenirs, håndklæder og postkort. Forlystelsesparker har havskildpadder som tema. Og der er masser af små boder, som udbyder sejlture til turister, som vil ud på havet for at spotte havskildpadder og sejle til Turtle Island for at opleve øen og se skildpaddernes reder med egne øjne.
En fuldstændig magisk oplevelse
En tidlig morgen da Juliane og jeg var ude at bade, skete der noget fuldstændig magisk.
Vi var de eneste, der var gået så langt ud i vandet. Så da noget eller nogen pludselig brød havoverfladen 15-20 meter længere ude, måtte vi lige spærre øjnene op en ekstra gang.
I første omgang troede vi, at der måske var tale om en dykker, men det var det ikke..
Det viste sig, at det vi havde set, var hovedet på en havskildpadde, som var oppe for at trække vejret.
En sprællevende og helt vild caretta caretta havskildpadde, svømmede rundt lige derude i vandet foran os..
Wauu.. Sikke et vidunderligt øjeblik i livet.. Jeg var så glad for, at have fået denne oplevelse sammen med Juliane.
Vi fulgte skildpadden med øjnene hver gang den kom op for at ånde, indtil den var så langt væk, at vi ikke længere kunne se den. Et magisk og helt uventet øjeblik..
Lidt uden for byen, møder man det lokale liv, med høns og olivenlunde. Der er en olivenlund til salg, hvis det kunne friste?
Populære oplevelser på Zákynthos
Som du måske har fornemmet, kom vi ikke så meget rundt på Zákynthos i denne omgang.
Rejsen var som sagt en gave, i anledning af Julianes 25 års fødselsdag. Derfor var det hende, der fik lov til at bestemme det meste af programmet. Og det blev først og fremmest stranden.
Næste gang jeg kommer til Zákynthos, kunne jeg godt tænke mig, at rejse lidt rundt og se noget mere af denne dejlige græske ø. Man kan leje bil og køre rundt på øen eller tage med en af de mange tur-arrangører, som tilbyder dagsture til lands og til havs.
Shipwreck Beach
Blandt de mest populære oplevelser på Zákynthos, er den berømte Shipwreck Beach.
En dag i 1980, hvor det stormede og sigtbarheden var lav, forliste et smuglerskib på den smukke Navagio beach. Efter at være blevet jagtet af kystvagten.
Man frygtede at skibsvraget ville blive en skændsel for den smukke strand, men i stedet er det blevet det måske mest fotograferede skibsvrag i verden. Navagio beach aka Shipwreck Beach er nærmest blevet symbolet på Zákynthos.
Går man på Instagram, vil man kunne se mange billeder fra dette udsigtspunkt, som man kun kan komme til i bil. (Se billede) Kommer man til Shipwreck Beach fra vandsiden, kan man ikke komme op til udsigtspunktet.
Ved havnen i Laganas, er lille sømandskirke hugget ind i væggen, på bagsiden af denne klippe.
Restauranter i Laganas
Inden jeg runder af, vil jeg lige fortælle, at jeg sjælden har fået så god mad som på restauranterne i Laganas.
Der er rigtig mange restauranter at vælge imellem, både i Laganas og i Kalamaki.
Vi gik efter dem med vegetariske retter på menukortet og spiste faktisk rigtig godt på alle dem vi valgte.
Blandt de jeg kan huske navnene på, er Horizon, Balsamico, Cool Peppers, Taj Mahal, Oasis Beach Bar og Ostria.
Og så var vi vilde med den juicebar, der ligger på Laganas Road.
Den eneste restaurant vi blev lidt ærgerlige over, var The Sizzlebang Grill, som ellers får super anmeldelser på TripAdvisor.
Det var en stressende oplevelse med meget høj musik og forvirret personale.
Vi kunne ikke komme hurtig nok ud derfra.
Bonus tips!
Mange steder betaler man 3 euro for leje af solstole, men nogle strandcaféer tilbyder deres gæster gratis solstole, mod at man til gengæld køber sine drikkevarer og frokost hos dem.
Hvis der er fryser på hotelværelset, så læg en flaske vand i den om aftenen. Så har du iskoldt drikkevand til stranden hele næste dag.
Kunne du lide denne rejseguide til Zákynthos, så vil jeg blive glad for en hilsen under blogindlægget. God rejse!
Hyggeligt at læse om denne dejlige ø…..den er hermed skrevet på listen……..spændende med skildpadder 😎
Tak for din hilsen, Ingrid. Håber du kommer afsted. Jeg vil også gerne tilbage 😊
Hej Trine
Sikke et skønt indlæg. Jeg har længe ville vise mine piger havskilpadder (er dykker) men troede jeg skulle helt til Thailand for at se mange af dem.
Dette er vores næste rejsemål og jeg vil tage alle dine tips med mig.
Hvilket bureau rejse I med?
Tenna
Hej Tenna, Tak for din hilsen.
Vi købte last minute flybilletter hos Tui og bookede selv hotel da vi var kom til Grækenland. (Mit bedste sparetip er, at gøre alt i sidste øjeblik. Hahaha..)
Havskildpadder er pragtfulde. Jeg bliver lige henrykt hver eneste gang og har stor lyst til at rejse derned igen.
Selvfølgelig skal dine piger også have mulighed for at svømme med havskildpadder. Det minder mig om, at jeg faktisk er i gang med at skrive et blogindlæg om, hvordan man med sikkerhed får øje på havskildpadder på Zakhynthos. Hvis du skriver dig op på nyhedsbrevet, så får du en mail når det udkommer.
Kh Trine