Jeep-safari i Sri Lanka – Tips til en vellykket tur
At tage på jeepsafari i Sri Lanka, er en af de oplevelser man vil huske hele livet.
Følelsen af spænding og håb, når man påbegynder safarien i de tidlige morgentimer. Naturoplevelsen når solen står op over det utæmmede landskab og iveren når man spotter sin første vilde elefant..
Der er mange nationalparker i Sri Lanka og de fleste tilbyder jeepsafari til turisterne.
Mit ‘jeep-safari CV’
Det er ikke rocket science, men hvis du skal på din første safari, kan det måske være meget rart at være klædt på med et par tips fra én der har prøvet det før.
Jeg elsker at opleve dyrene i deres naturlige omgivelser. Mit ‘jeep-safari CV’ tæller derfor 4x Yala National Park, 3x Udawalawe National Park, 1x Bundala National Park, 1x Minneriya National Park, 1x Hurulu Eco Park og 1x Wilpattu National Park.
Morgen-jeepsafari vs. eftermiddags-jeepsafari
Hvornår er det bedste tidspunkt at tage på jeepsafari i Sri Lanka?
Det er oftest det første spørgsmål der melder sig, når man har taget beslutningen..
Nogle gange giver det helt sig selv, for hvis du skal køre langt for at komme til nationalparken, er eftermiddags-safari det indlysende valg. Men er du bare sådan nogenlunde morgenmenneske og har en overnatning i nærheden af nationalparken, er morgen-safari klart min anbefaling. Du vil nok skulle sætte vækkeuret til at ringe ved 5-tiden.
At jeg anbefaler morgen-safarien, skyldes ikke at der er større chance for at se dyr, men fordi det at være i naturen mens solen står op og at se dyrene vågne, giver en ekstra dimension til en i forvejen ganske særlig oplevelse.
Hvornår ser man flest dyr på en jeep-safari?
En vellykket jeepsafari afhænger selvfølgelig af at man får set nogle vilde dyr, men det er svært at sige hvilket tidspunkt chancerne er størst.
Lige bortset fra midt på dagen, hvor chancerne bliver mindre, fordi dyrene trækker i skygge for den brændende sol. Det samme gælder selvfølgelig hvis det regner.
Vær selv observant
Hvornår man kan se flest dyr, afhænger af held og af hvor god du selv er til at holde koncentrationen, mens du stirrer ind i buskadset. (Dyrenes fornemmeste opgave er jo at ligne deres omgivelser, hvilket de gør forbløffende godt)
Jeg har set turister der læner sig tilbage i luksusjeepen og venter på at jeep-chaufføren kører dem hen til dyrene.
Selv ville jeg nok ikke forvente for meget af en mand, der både skal køre jeep og kommunikere med de andre chauffører på telefonen undervejs.
Nogle gange får han et godt tip af sine kolleger, så han ved præcis hvor han skal køre hen, men du forøger chancen for succes, hvis du selv hjælper til med at kigge efter dyrene.
Få et hurtigt overblik over
Nationalparker i Sri Lanka
Nationalparker i Sri Lanka
Sri Lanka har mere end tyve nationalparker. Jeg har samlet mine erfaringer med jeepsafari i de mest kendte nationalparker, samt en enkelt, hvor man selv går turen rundt.
Nationalparker i Sri Lanka ⭢
Kommunikation med jeep-chaufføren undervejs
Nogle jeeps er indrettet med et førerhus til chaufføren, så man ikke kan tale med ham under kørslen. Hvis du får øje på noget du gerne vil se nærmere på, er metoden til at få ham til at stoppe, at tromme med en mønt ell. nøgle på taget af førerhuset.
Jeep-chaufføren kan ikke vide hvor lang tid i vil bruge på et stop. I stedet for at vente på, at han tager initiativet til at køre videre, kan I selv tage teten. Giv ham ‘kør-signalet’ med et venligt “okay” eller et let bank på taget, når I har set nok.
Det er din safari, ikke jeep-chaufførens
Særligt i Yala, kan man opleve jeep-chauffører, der ræser gennem nationalparken som gjaldt det livet.
Man bumper op og ned i sæderne, så man er lige ved at slå hovedet imod loftet og holder vejret af frygt for, at han skal komme til at køre et dyr ned på vejen.
Hans motivation for at køre for stærkt er drikkepenge. Kan han vise jer en hel masse dyr og vigtigst af alt leoparden, trofæet over dem alle, forventer han gode drikkepenge efter turen.
Du kan sagtens tillade dig, at bede chaufføren om sætte farten ned. Faktisk vil jeg sige, at du SKAL. Vi har som turister et ansvar for at påvirke adfærd, der er uhensigtsmæssig over for dyrene i nationalparkerne.
Tænk altid på, at det er jeres jeepsafari, ikke jeep-chaufførens. Det er så meget federe, at bede ham sætte farten ned, mens man sidder i jeepen, end at skrive det på TripAdvisor, efter man er kommet hjem.
Book en luksusjeep
Hvis der er mulighed for at påvirke valget af jeep, så bed om en luksusjeep. Man sidder højere og har en bedre affjedring end i den gamle type, som kan være ret hårde.
Del jeepen med gæster fra hotellet
Chancen for at der er andre fra samme hotel, der skal på jeep safari, er ret stor. Slå jer sammen og del udgiften til jeepen. Det er billigere og også mere miljøvenligt end at køre to personer i hver jeep.
Tag vand med, men lad maden blive hjemme
Det er ikke muligt at købe mad og drikke når du først er kommet ind i nationalparken.
Tag en flaske drikkevand med, men lad maden blive hjemme. Så fristes dyrene ikke til at forsøge at få fat et gratis måltid.
På en safari i Yala, så vi en abe, som havde spottet en madpakke i en jeep. Lynhurtigt og i én glidende bevægelse, kravlede aben ned fra et træ, op i jeepen, snuppede madpakken og stak ud ad vinduet og op i det nærmeste træ. Her holdt han sig egen lille picnic.
En abe sidder på grenen over de to jeeps og spiser en madpakke den lige stjålet i jeepen til venstre
Det kan være farligt
Aber er frække og det var sjovt at se hvor professionelt den slap afsted med madpakken, men det er ikke spor sjovt, hvis det er en elefant, som får færden af dine medbragte bananer.
Elefanter har ikke bare meget lange næser, de har også en særdeles veludviklet lugtesans. Faktisk har den langt bedre lugtesans end en hund.
Se videoen af Gemunu, den store hanelefant, som ransager en jeep i Yala.
Vis respekt for dyrene og vær stille
Undgå at tiltrække dig unødvendig opmærksomhed.
Det er vilde dyr og du opholder dig på deres territorie.
Forvent støv fra vejene
Særligt hvis det har været tørt og varmt i længere tid, lægger der sig et fint lag støv over alt. Tasker og tøj kan trænge til en vask efter safarien.
Den store hanelefant, Gemunu, er berygtet for at ransage jeeps i Yala
Huskeliste til jeep safari
- Et tørklæde kan bruges hen over mund og næse, hvis det støver meget
- Solbriller beskytter øjnene mod støv og grene, der slår ind imod jeepen
- En windbreaker eller lun trøje er rar at have på, særligt på morgensafari, hvor det kan føles køligt indtil solen får fat
- Sandaler, der sidder fast på foden eller sneakers er mest praktisk når man skal op og ned fra jeepen
- Fuldt opladt kamera med en god zoom Det er svært at tage gode billeder af dyr med en telefon
- Evt. en lille kikkert
- Drikkevand
- Toiletpapir Toiletforholdene er sjældent imponerende. Der er altid toiletter ved indgangen til parken. I Yala er der også toiletter inde i parken
- Kontanter Din chauffør og evt. en tracker vil håbe at få drikkepenge efter turen. Du skal også bruge kontanter til entré og jeep.
- Myg er ikke noget problem. Du kan roligt lade myggesprayen blive liggende på hotellet
Hej Trine, Tak for din super gode hjemmeside og facebook side som vi har haft stor gavn og glæde af. Du her het ret, man bliver afhængig af SR og vi har nu booket flybilletter til tur nr. 2 til december. Sidst vi var afsted var vi på safari i Udawalawe. Hvad er dine erfaringer med nationalparken Gal Oya? Dbh Lena
Hej Lena, Tak for din søde hilsen her på bloggen. Skønt, at I skal afsted en gang til.
Gal Oya National Park har jeg stadig til gode, men den skulle vist være ret flot, med vand og bjerge, og i et meget frodigt område af Sri Lanka.
Den er bl.a. kendt for, at man kan sejle og se svømmende elefanter. Og fordelen med de mindre kendte parker, er jo altid, at der er færre gæster, hvilket kan give en endnu større naturoplevelse.
Fortæl endelig om Jeres erfaring med Gal Oya, hvis I tager dertil.
God rejse til december.
Kh Trine
Fin beskrivelse og mange gode tips. Videoklippet med elefanten Gimunu er interessant, men fuldstændig vanvittigt og uforsvarligt af chaufføren – og livsfarligt. Ved godt det ikke er en anbefaling fra dig, men blot et sjovt indslag.
Hej Jan, Tak for dit besøg og hilsen på bloggen. Det er et fuldstændig crazy klip og meget uansvarligt af chaufføren.
Jeg mener faktisk at Gemunu døde tidligere på året, men man kan stadig møde andre elefanter også udenfor nationalparkerne, som har fået dårlige vaner som konsekvens af, at nogle har fodret dem.
Nogle elefanter blokerer simpelthen vejene. Og bilerne får først lov at passere, når de har smidt frugt ud af vinduet.
Som du selv siger, kan det være livsfarligt, så man skal være meget forsigtig.
Kh Trine
Hej Trine.
Vil blot medgive at det er fantastisk om morgenen i Yale… Vi var forbi for nogle dage siden, dog på en heldagstur, som vi klart vil anbefale hvis man har tiden!!!
Vi var super heldige både med chauffør og dyr!
3 bjørne, en leopard, krokodiller, elefanter, bøfler, dådyr, antiloper, påfugle og masse andre fugle, og uden tvivl var alle chaufførerne helt høje over vi var 2 jeeps der så bjørnene ??
Lige hvis man har børn med, så havde vi lidt kiks med i en pose i en rygsæk, det var særdeles godt når det var en heldagstur, selv om vi fik frokost og mellem måltider.
En anden ting kan være for de feminine med attributter, det kan anbefales at have en sports-bh eller godt støttende, da der er rigtig mange huller i vejene!
Sidst, hvis man kan påvirke chaufføren, så jo tidligere man kan være fremme, jo bedre. Jeepsene får et nummer som de så kan køre ind i parken på efter kl. 0600, og på en god dag siges det at der er 4-500 jeeps, vi var på en dag med omkring 200, og havde flere gange lange perioder helt alene!
VoresRejseeventyr, Familien Stenbring
Hej Peter og familie, 1.000 Tak for Jeres fortælling og de gode råd.
Jeg hører om flere og flere der vælger heldagstur, og har været glad for det.
Kan godt forstå I var oppe at køre over bjørnene. Dem har jeg endnu ikke set, på trods af en her del ture efterhånden.
Kh Trine
Læst med glæde. Om ikke mange måneder er det vores tur, noget vi glæder os meget til. Hvor meget forventer chauffør og spotter at få i drikkepenge? Og skal de have mere, hvis man ser bestemte dyr, fx leoparder?
Hej Steen, Tak for din kommentar. Dejligt hvis du har fået nogle tips til jeres tur.
Der er ikke noget fast beløb når det gælder drikkepenge, men de skal selvfølgelig helst afspejle jeres taknemmelighed i forhold til, om I synes chaufføren har kørt pænt og været alle tiders.
I Yala er der nok forventning om, at hvis de kan vise dig en leopard, er der jackpot i drikkepengene. Hvis jeg skal komme med et bud, tænker jeg 15-30 kr.
Måske er der andre der har lyst til at byde ind her?