Der er tit musik og god stemning i busserne i Sri Lanka

Rejs med lokal bus i Sri Lanka

At rejse med de lokale busser i Sri Lanka, er en af de billigste måder at komme rundt på. Det er også en sjov måde at opleve det ægte Sri Lanka. Og for nogle få kroner kan man køre bus i flere timer.

Alliér dig med Gud

Musikken spiller og festlige lyskæder og religiøse remedier pryder bussen.
Det er helt sikkert også en god idé at sikre sig Gud på sin side, når man kører med en lokal bus i Sri Lanka. Buschaufførerne har en noget hasarderet kørsel, de kører stærkt, og turen er ikke nødvendigvis behagelig. Det er også en klar fordel at tro på reinkarnation.

Det er ikke specielt komfortabelt, til gengæld er det billigt

Modkørende busser der ikke ser ud til at ville vige, tilfører ekstra spænding til turen.
Hårde sæder og huller i vejen, hårnålesving og aircondition der for de fleste bussers vedkommende blot er lig med nedrullede vinduer og døre der ikke lukkes, kan udfordre folk med sarte nerver og køresyge tendenser.

Hvis du skal køre en længere strækning er det værd at overveje evt. at rejse med nogle af de lidt finere busser, hvor man for et beskedent ekstrabeløb kan sidde lidt blødere og med rigtig aircondition. Spørg dig for på den lokale busstation, om der er aircondition busser på den rute du skal.
Udover buschaufføren er der altid mindst én billetkonduktør med på bussen. Han både sælger og kontrollerer billetterne, så man hopper bare på (og det gør man i farten) og køber billetten undervejs.

Tip! Sørg for at have småpenge klar.
En kort tur koster 20 rupee (1 DKK), og en længere tur, f.eks. den 5 timer lange tur fra Galle til Thissamaharama koster 150 rupee, noget der svarer til 7 DKK.

Busstationer i de større byer

I de større byer som f.eks. Hikkaduwa og Nuwara Eliya er der en busstation, som alle ved hvor er. I højlandet (The Hill Country) er Nuwara Eliya knudepunktet, på sydkysten er det Galle, hvorfra der udgår busser i alle retninger. Det samme gælder naturligvis fra hovedstaden Colombo.

Ved stoppestederne står der gadesælgere og sælger deres chips og vadai* gennem bussens nedrullede vinduer. Og undervejs er det sansynligt at du når at få en sludder med en eller flere nysgerrige srilankanere, som vil vide hvad du hedder, hvor du er fra og hvor du skal hen.

God fornøjelse!

* Vadai er små friturestegte kikærte-boller krydret med chili og i nogle gange er de lavet med rejer.
De smager fantastisk, men køb dem frisklavede et sted hvor de lige er blevet hevet op af frituren, så sparer du muligvis et maveonde.