Nine Arch Bridge

Nine Arch Bridge

Hvis du er på Instagram, har du sikkert allerede set billeder af den. Nine Arch Bridge er uden sammenligning Sri Lankas mest fotograferede bro.
Broen går også under navnene ‘Nine Skies’ og ‘The Bridge in the Sky’. Er du i Ella, skal du se denne smukke bro, som ligger på vejen mod Demodara.

Du kan gå fra Ella til Demodara

Faktisk ligger Nine Arch Bridge slet ikke i Ella, men derimod i den langt mindre kendte naboby, Demodara.
Der er dog ikke længere end, du kan gå fra Ella til Nine Arch Bridge i Demodara, hvis du er frisk på en god travetur.

Du kan begynde gåturen ved togstationen i Ella. Når du står på perronen med front mod jernbanesporet, skal du gå mod højre (nord) ud af sporet. Og så er det ellers bare at gå derudaf fra svelle til svelle. Forsæt hele tiden langs sporet til du kommer til tunnelen og derefter broen.
Hold øje med toget og vær sikker på, at du hele tiden har øje for et sted du kan springe i sikkerhed, hvis toget pludselig kommer. Det kører ikke særlig stærkt, men du skal alligevel være forsigtig, specielt når du passerer tunnelen, hvor der ikke er meget plads.
Vær opmærksom på, at der kan være igler og kryb i det høje græs. Det er bedst at gå på svellerne. De ligger ujævnt og kræver en hvis koncentration, så gåturen føles nærmest meditativ og er sund for sjælen.
Edderkoppespind ved Nine Arch Bridge i Sri Lanka
ella sri lanka togspor

Hold øjne og ører åbne

Det er en smuk tur. Og holder du øjne og ører åbne, kan du se kamæleoner i græsset, kæmpe egern i træerne og mange forskellige fuglearter.
I tunnelen ved Nine Arch Bridge, er der små flagermus, som flyver ind og ud.
Langs sporet kommer du også forbi teplantagerne og udsigten til bjerge.

tunnel ved Nine Arch Bridge

Broens historie

Det siges at Nine Arch Bridge er bygget uden brug af et eneste stykke stål. Det er der flere forklaringer på.
Den populære historie fortæller, at man pga. første verdenskrig blev pålagt at sende alt den stål der kunne samles, til krigsrelaterede projekter i Colombo. Derfor havde man ikke længere stål til rådighed, da broen skulle bygges. Derfor er broen er fremstillet udelukkende af massive sten, mursten og cement.

nine arch bridge demodara
sri lanka green forest lizard

En anden og mere ukendt historie

Ifølge en anden og noget mere ukendt historie, blev opførelsen af Nine Arch Bridge, der oprindeligt var briternes værk, overdraget til en srilankansk mand fra byen Kappatipola.
Briterne havde svært ved at regne ud hvordan de skulle bygge broen sikkert hen over sumpen.
Manden der hed P. K. Appuhami, havde vundet briternes tillid, og begyndte arbejdet med at bygge broen uden stål omkring 1913.
Allerede et år senere havde Appuhami afsluttet byggeriet, og udgifterne til opførelsen var så lave, at englænderne var usikre på om broen nu også ville holde.
Appuhami forsikrede englænderne om at sikkerheden var i top. Og som bevis ville han selv ligge under broen når det første tog kørte over. Det siges at han holdt sit løfte.
Ifølge folkloren blev Appuhami rigt belønnet for sin indsats. Han modtog fire vogne fulde af sølvmønter, som han gavmildt delte med indbyggerne fra to landsbyer.

Få et hurtigt overblik

Seværdigheder i Ella Sri Lanka
Ella Sri Lanka

Hvad skal man se i Ella?

Første gang jeg var i Sri Lanka, faldt jeg pladask for Ella.
Den lille bjergby med den friske luft og de smukkeste udsigter, er jeg siden vendt tilbage til igen og igen.
Derfor har jeg lavet en stor guide til alt det man skal se i Ella. Hvor man skal bo i Ella og hvor man skal spise.
Få et hurtigt overblik over alle Ellas seværdigheder.

Seværdigheder i Ella, Sri Lanka →

Nine Arch Bridge Sri Lanka

Det praktiske

Gå turen på togsporet er på tre-fire kilometer. Du kan måske time det med, at du kan tage et foto af toget når det kører over broen.
Spørg personalet på togstationen, hvornår det næste tog kører.

Når du har passeret broen kan du vandre op ad skråningen til højre. Her er en smal snoet sti forbi et lille hus hvor der bor en familie.
Måske bliver du inviteret ind til en kop te. Sig ja tak og nyd muligheden for at se hvordan de lokale bor. De er søde og du kan evt. give dem et par kroner til gengæld for deres gæstfrihed.

Når du kommer op ad skrænten ude ved Nine Arch Bridge, er der en lille bitte restaurant oppe ved vejen.
Her laver de vidunderlige mango smoothies, som man kan nyde mens man kigger ned på broen.
Fra vejen kan du enten gå tilbage til Ella eller tage en tuk tuk.

Som med al anden fysisk aktivitet i Sri Lanka, kan det anbefales at undgå den værste middagsvarme.
En flaske vand med på turen, er som altid en god idé. Der kan ikke købes noget undervejs mellem togstationen i Ella og restauranten ved 9 Arch Bridge.

Reklame
Fernando Tours - Private drivers Sri Lanka

Fernando Tours Sri Lanka

Book en god privatchauffør

I alle de år jeg har rejst i Sri Lanka, har jeg booket privatchauffører gennem Fernando Tours Sri Lanka. De er så søde og professionelle og så har de god erfaring med danske gæster.
Jeg har kun gode ting at sige om Fernando Tours og giver dem mine varmeste anbefalinger.

Tip! Book gerne chauffør i nogenlunde god tid. Det giver den bedste oplevelse for alle involverede parter.

Book en privatchauffør →

nine arch bridge sri lanka