Colombos gader ligger øde hen – Der er frygt for at corona også spreder sig i Sri Lanka
Blogindlægget indeholder reklame
Tomas Clausens vidunderlige villa i Ahangama
Alle danskere som opholder sig i udlandet skal komme hjem NU!
Det er kun et par uger siden siden jeg forlod Colombo. Jeg var på rundrejse i Sri Lanka, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned og sagde: “Alle danskere, som opholder sig i udlandet skal komme hjem NU!”
Alt åndede fred og idyl. Det var svært at forestille sig, at verden ville være forandret for evigt
På det tidspunkt pressemeddelelsen kom, boede jeg i danske Tomas Clausens vidunderlige villa i Ahangama [Reklamelink] på Sri Lankas sydkyst. Alt åndede fred og idyl, så det var svært at forestille sig, at verden nu ville være forandret for evigt. Men det var den!
Timingen var for mit vedkommende god. Der var kun 4 døgn til jeg kunne flyve hjem til Danmark på min oprindelige flybillet. Og jeg kunne blive hos Tomas i The Deco House et par dage mere.
De udmeldinger som var kommet ud vedrørende corona i Sri Lanka var, at kun ganske få var smittet. Så jeg var ærlig talt noget mere bekymret for, hvad der ventede hjemme i Danmark end for at blive i Sri Lanka. Men spørgsmålet var selvfølgelig også om flyene ville blive grounded. Og i de danske nyheder talte de om, at lande lukkede deres grænser og at vinduet for at komme hjem snart ville lukke.
I The Deco House åndede alt fred og idyl. Det var svært at forestille sig, at verden nu var forandret
Skolerne lukkede i en måned
De danske nyheder kunne jeg følge rimelig tæt via computeren, men det var sværere at orientere sig i de lokale nyheder.
Jeg talte dagligt med Fernando [Reklamelink] og lyttede til hvad personalet i The Deco House fortalte mig om corona situationen i Sri Lanka.
Og så var min Facebookgruppe, Sri Lanka Rejsefællesskab endnu en gang en guldgrube/gruppe af information.
Folk i den gruppe er bare så søde til at hjælpe hinanden. Og jeg kan varmt anbefale et medlemsskab. Det er helt gratis at være med!
Der kom meldinger om, at alle skoler i Sri Lanka skulle holde lukket den næste måneds tid, for at undgå spredning af smitte med corona.
Måske kunne man alligevel ikke helt regne med de officielle tal, der blev meldt ud?
Rygter om covid-19 fra italienske turister
En kvindelig kinesisk turist havde været den første covid-19 patient i Sri Lanka. Hun var blevet helbredt og var rejst tilbage til Kina længe inden min ankomst. Men nu gik der rygter om, at et nogle italienske rejsende var trængt ulovligt ind i landet. Ved immigrationen i Sri Lankas lufthavn, var de blevet nægtet indrejse. Dette havde udløst et håndgemæng og i tumulten var de smuttet lige forbi vagterne og ind i Sri Lanka.
Resultatet var, at en 51 årig lokal tour guide nu var blevet syg med covid-19. Og muligvis havde mange flere været udsat for smitte, da de efter sigende skulle havde rejst landet rundt med deres coronavirus.
Jeg var ærlig talt mere bekymret for, hvad der ventede hjemme i Danmark end for at blive i Sri Lanka
Old Colombo Lighthouse og clock tower i den tomme gade, Chatham Street i Colombo
Tog toget til Colombo
For at være tættere på lufthavnen, købte jeg en togbillet til 270 rupees (9,50 danske kroner). Og rejste med toget fra Ahangama til Colombo Fort Railway Station i Colombo, to dage før jeg skulle flyve hjem.
Set i bakspejlet, så skulle jeg måske nok have betalt det det kostede, at booke en privatchauffør. Toget blev hurtig fyldt og folk stod tæt.
En flok unge mænd havde benyttet sig af indvendig afspritning. De sang og spillede i tre timer. Til blandet fornøjelse hos de øvrige rejsende. Du kan se en lille video med dem på min Instagram story.
Colombo og jeg har aldrig rigtig været pot og pande
Colombo og jeg har aldrig sådan rigtig været pot og pande. Jeg er naturmenneske og har altid syntes, at Colombo var en stressende og beskidt storby at komme ind til. Under normale omstændigheder, ville jeg have haft travlt med at komme ud derfra hurtigst muligt. Men jeg kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt til at tage et par overnatninger i Sri Lankas hovedstad. Denne gang var det nemlig anderledes!
Colombos gader var tomme og luften var ren. Befolkningen var blevet anbefalet af myndighederne, at blive indendøre, grundet frygten for spredning med corona i Sri Lanka. De få mennesker, der var på gaden gik med ansigtsmasker. [Reklamelink]
Udsigt til Beira Lake og lotustårnet fra tagterrasen på mit hotel, Fairway Colombo
Hotel Fairway Colombo
I Colombo bookede jeg to overnatninger på Fairway Colombo [Reklamelink]. Et nyt hotel, med en god beliggenhed og gode anbefalinger på Tripadvisor. Jeg rejste kun med håndbagage, så jeg kunne gå til hotellet fra Colombos hovedbanegård, Colombo Fort Railway Station.
Dutch Hospital og Spa Ceylon
Fairway Colombo ligger lige op og ned ad det gamle Dutch Hospital. Hospitalet der er en reminiscens fra den hollandske kolonitid, er den eller en af de ældste bygninger i bydelen Colombo 01.
I dag er det hollandske hospital moderniseret og indrettet med butikker og restauranter. Bl.a. LUV SL by ODEL og skønne Spa Ceylon, med alle deres lækre økologiske olier og duftende cremer. Og så er der flere forskellige moderne restauranter og caféer at vælge imellem, både inde i Dutch Hospital og i området uden for.
Restaurant i Dutch Hospital Colombo
En tom Spa Ceylon butik i Dutch Hospital i Colombo
Det hollandske hospital i Colombo Sri Lanka og World trade Center.
Dutch Hospital er er fra den hollandske kolonitid og den ældste bygning i bydelen Colombo 01. I dag er det et lille shopping center.
Lotustårnet i Colombo
Hvad skal man se i Colombo?
Hotellet Fairway Colombo ligger også godt i forhold til de steder jeg havde på min sightseeing liste, over ting jeg ville se i Colombo.
Mine planer var, at jeg ville ned og gå ved vandet på Colombos strandpromenade, Galle Face Green. Se markedet i Pettah og tage billeder af den bolsjestribede moské, Jami-Ul-Alfar Mosque og af lotustårnet.
Normalt er gader som denne gade i Colombo, fyldt af tuk tuk’er, biler og handlende mennesker
Endelig kunne jeg opleve Colombo i ro og mag
Wauu.. Hvor var jeg heldig. Endelig kunne jeg opleve Colombo i ro og mag, uden at få forurenet mine lunger. Jeg nød at gå rundt i de tomme gader.
Anbefalingen om at blive inden døre, havde jeg af gode grunde ikke hørt. Og da det officielt udmeldte antal smittede var meget lavt, vurderede jeg at risikoen for at blive smittet med coronavirus i Colombo, nok ikke var så stor endnu.
Madam, tuk tuk?
Det var også ret nemt at holde afstand til de få andre, som havde vovet sig ud i gaderne. Kun tuk-tuk chaufførerne var sindssygt irriterende og påtrængende, fordi de ikke havde noget at lave.
“Madam, tuk-tuk?” Kom det fra den ene tuk-tuk chauffør efter den anden, mens de prøvede at fange min opmærksomhed, når de langsomt kørte forbi.
Hver en tanke jeg havde blev afbrudt, så jeg satte kursen mod Galle Face Green for at få fred.
Tuk tuk’er holder parkeret på en lang række i bydelen Pettah i Sri Lankas hovedstad Colombo
Galle Face Green lå næsten øde
Der var øde på Galle Face Green. De eneste som var på strandpromenaden udover mig, var et ungt forelsket par, som sad på en bænk og kiggede ud over vandet.
De mindede mig så meget om forsidebilledet på Politikens Turen går til Sri Lanka, [Reklamelink] at jeg spurgte om lov til at fotografere dem til min rejseblog. Det måtte jeg godt. De grinede og syntes det var sjovt. Særligt da jeg viste dem de billeder jeg havde taget.
Jeg blev truet med en pistol
I høj sol og godt humør forsatte jeg ned ad den øde strandpromenade. Bag mig kunne jeg fornemme en yngre mand nærme sig. Han kom helt oppe fra vejen og bevægede sig hurtigt skråt hen over græsset i retning mod mig. Han råbte et eller andet for at få min opmærksomhed.
Irriteret satte jeg farten op. Min tålmodighed med tuk-tuk chauffører og folk, der ville vise mig Colombo for 300 rupees var brugt op.
Jeg ignorerede hans tilråb indtil han var få meter bag mig. Så vendte jeg mig om og sagde irriteret: “Go away.. Leave me alone”.
Men han var her ikke for vise mig Colombo. Da jeg drejede hovedet kiggede jeg lige ind i mundingen på hans pistol. Og nu kunne jeg høre hvad det var han sagde: “Hands up, hands up!”
Et ungt par på strandpromonaden Galle Face Green i Colombo, lignede forsidebilledet på Politikens Turen går til Sri Lanka
Og så trykkede han på aftrækkeren..
Min mave trak sig sammen, da det gik op for mig jeg var i vanskeligheder. Manden stod højst halvanden meter fra mig og pegede på mig med en pistol.
Der var intet jeg kunne nå at gøre. Jeg kiggede ham lige ind i øjnene, da han trykkede på aftrækkeren. Klik..
Thank God, der var ingen kugle i.. Eller havde jeg bare været heldig?
Jeg ved intet om pistoler, men har dog hørt om russisk roulette.
Han grinede. Så drejede han om på hælen og forsvandt lige så hurtigt som han var kommet.
Røveriforsøg eller dårlig joke?
På et øjeblik var det hele overstået. Det var gået så stærkt, at jeg knapt nok var nået at blive bange. Men jeg var vred og tænkte “Sådan en psykopat”.
Jeg var ikke klar over om jeg var blevet truet med en rigtig pistol eller om han havde haft en snyde-pistol. Og jeg kunne ikke regne ud om jeg havde været udsat for et mislykket røveriforsøg eller en virkelig dårlig joke.. Det var meget forvirrende.
Det kan bare ikke være rigtigt..
Der var ingen andre mennesker i nærheden, så jeg forsatte med at gå.
Kort efter kunne jeg skimte endnu en mand ud af øjenkrogen. Han kaldte og var på vej i min retning. “Åh Gud, det kan bare ikke være rigtigt det her” tænkte jeg. Jeg råbte til ham, at han skulle gå væk, men han forsatte bare med at komme nærmere.
Det viste sig at være en tuk-tuk chauffør, der havde set det hele oppe fra vejen. Han sagde, at det skulle politianmeldes, men at han ikke kunne gøre det uden at have mit vidneudsagn.
Tøvende gik jeg med ham op til vejen, hvor han ledte mig hen til en gruppe af mænd, der stod i skyggen af nogle store træer.
Det var virkelig varmt. Min hjerne var i alarmberedskab.
Var jeg ved at gå i en fælde? Jeg tænkte på om mit kreditkort og min telefon med alle billederne fra Sri Lanka ville være væk om et øjeblik.
Jeg tjekkede ind med mavefornemmelsen, men den sagde okay. Og den plejer at have ret. Så jeg fulgte efter og bevægede mig ind i mængden af fremmede mænd..
Politiet kom til
Det var en gruppe af tuk-tuk chauffører og de havde alle set hvad der var sket. Pistolmanden havde ikke været alene. De havde været tre mænd, men nu var de stukket af.
Et par politibetjente kom forbi på deres motorcykler og blev vinket ind til siden. Så forsvandt de igen, sammen med ham, der lige havde hentet mig på strandpromenaden.
Tuk-tuk chaufførerne stimlede sammen om mig, og en mand der solgte koldt drikkevand på flaske kom til.
Nu skulle jeg svare på spørgsmål.. Where are you from?
How many times Sri Lanka? Are you married?
Jeg svarede på spørgsmål en halv times tid, så kom betjentene og manden tilbage. De havde ledt efter de tre mænd uden held, men lovede at holde øje og anmelde det, hvis de så dem igen.
Der havde været mange vidner.
Livet i Colombo går videre
Det blev til en politi-selfie med den ene betjent og så forsatte livet i Colombo. Jeg gik over vejen og ind i det store moderne shoppingcenter for at blive kølet ned af aircondition.
Man skulle gennem security mage til den man ser i lufthavne.
Min taske blev kørt igennem en scanner og jeg selv skulle gå igennem en metaldetektor.
En kvinde med ansigtet dækket af et mundbind, trak uden varsel en pistol lignende ting frem og pegede mod min pande.
Jeg nåede lige at mærke en lille sammentrækning i min mave. Det var kun en times tid siden det havde været alvor. Men denne gang skulle jeg heldigvis bare have målt min temperatur.
En handelsmand i Pettah solgte ingefær og lime fra sin vogn. Det er god beskyttelse imod virusset, forklarede han
Men noget var forandret
Men noget var forandret i Colombo. Da jeg gik rundt i den muslimske bydel Pettah, kom en lille dreng hen til mig og sagde “coronavirus”.
Det gentog sig flere gange med voksne mænd, som sagde corona i det de passerede mig.
Sri Lankas ellers så gæstfri befolkning var begyndt at vende sig imod turismen. Bange for, at vi bringer coronavirus med til Sri Lanka.
Måske var det svaret på, hvorfor jeg skulle trues med pistol på Galle Face Green i Colombo.
Hej Trine – puha sikke en oplevelse og sikke en anden beskrivelse af Sri Lanka end det jeg tidligere af “slugt” i FB gruppen og på din blok. Ved godt du ikke kan svare konkret, men hvis du havde en ny rejse til Sri Lanka i Juni/juli 2020 ville du så tage afsted under nuværende omstændigheder?? Spørger kun fordi jeg tror du kender Sri Lanka ret godt og har en god mavefornemmelse.
mvh Monica
Hej Monica, Tak for din besked og besøg her på rejsebloggen.
Det er mit indtryk, at Sri Lanka har ret godt styr på udbredelsen af coronavirusset. I følge de officielle udmeldinger, har man testet 271 positive, heraf er syv døde.
Få dage efter jeg rejste hjem, blev der udstedt et udgangsforbud. Det bliver så vidt jeg ved ophævet fra i morgen. Det ser foreløbig ud til, at de har fået virusset under kontrol.
Når det er sagt, så kan jeg jo ikke udtale mig om hvornår grænserne igen bliver åbnet. Hvornår der igen er regelmæssige flyforbindelser mellem København og Colombo og hvornår Udenrigsministeriets rejsevejledning igen anbefaler at man kan rejse. Desværre..
Og det vil jeg mene som minimum må være forudsætningen for at tage afsted. Dernæst ville jeg sikre mig, at rejseforsikringen dækker alle tænkelige scenarier i forbindelse med evt. opstået sygdom og akut hjemtransport.
Håber det var svar på dit spørgsmål. Krydser fingre for at du kommer afsted til sommer.
Kh Trine
Super god rejsebeskrivelse og dramatisk skildring af din oplevelse. Godt, der ikke skete dig noget og du heldigvis kom sikkert hjem til Danmark igen…
Tak ❤️
Puh, sikke en oplevelse. Jeg fik helt ondt i maven over at læse det. Gudskelov, at du er okay! ❤️
Tak for sympatien Tine ❤️ Det var et noget forandret Sri Lanka, jeg fik lov til at opleve.