Grey slender loris og Popham Arboretum i Dambulla, Sri Lanka

Hunden var den første til at byde os velkommen

Skældyret, den sjældne pangolin

I dag fungerer området som et aboret, en kombination af en forstbotanisk have med en enorm biodiversitet og et sted hvor der undervises i naturforståelse.

Jayantha Amarasinghe selv var kommet til for 30 år siden. Sammen med Sam Popham havde han arbejdet med pleje af træerne og med at udvikle naturområdet. Med tiden er den lille skov blevet hjemsted for hel en masse fugle- og dyreliv. Blandt andet lever her små hjorte, kæmpe egern og den sjældne pangolin. Pangolin er den man også kalder for skældyr.
Pangolin var en gang udbredt i hele verden, men er nu (surprise) pga. menneskets grådige jagt på blandt andet dens skæl, truet af udrydelse.
Derfor er arbejdet i Popham’s Arboretum vigtigt og bør støttes.

Jayantha forsætter arbejdet

Sam Popham er imidlertid blevet en gammel mand. Han er rejst tilbage til England, hvor han i dag bor på et plejehjem.
Jayantha viste os stolt billeder fra et besøg hos Mr. Popham på plejehjemmet i London.

Popham’s Arboretum drives videre af Jayantha Amarasinghe og hans personale, mens Sam Popham følger med fra sidelinjen hjemme i England.

Kan man gå på nattevandring i skoven med åbne sandaler?

Jeg spurgte guiden, om det var for letsindigt at have åbne sandaler på, når vi nu skulle ind og gå i skoven i mørke. Jeg havde ikke tænkt på at tage lukkede sko med før nu. ”Det er ikke noget problem, svarede han, men vi har også nogle gummistøvler du kan låne, hvis du vil.” Han pegede over på en række af gummistøvler i forskellige størrelser, der stod langs væggen. De var allesammen slidte og snavsede, så jeg havde ikke den store lyst til at stikke mine bare fødder ned i nogle af dem.

Sri Lankas mange slanger

På væggen i hovedhuset hang en plakat med billeder af Sri Lankas mange slanger. Jayantha fortalte, at omkring 300 mennesker hvert år dør af slangebid i Sri Lanka. Mange bor langt fra hospitalerne og får derfor behandling for sent.
Hvis man bliver bidt af en slange, er det optimale faktisk, hvis man kan nå at fange slangen og tage den med til det nærmeste hospital. Så kan man nemlig finde den rette modgift.

Man skal være snedig, hvis man vil have sandheden frem

Jeg har for længst lært, at hvis man vil have sandheden om giftige dyr i et land, skal man aldrig spørge OM de lever der, men HVILKE der lever der.
Det er nærmest som om der er en hemmelig pagt hos lokalbefolkninger verden over, om at undgå at gøre turister nervøse.
Så jeg spurgte indforstået Jayantha HVILKE slanger, der levede her i hans skov.. Og det gav resultat.
Han udpegede 3-4 stykker på plakaten, den ene af dem var en kongekobra. Jeg besluttede mig til alligevel at droppe sandalerne og hoppe i de gamle gummistøvler.

Ekspeditionen begynder når mørket falder på

Det var ved at blive helt mørkt. En ugle sad i træet udenfor huset og tudede. Ikke på den der danske ugle-agtige måde, denne her lød mere som en blanding af en due og en frø. Vi kunne ikke se den, men mændene kendte lyden. Senere genkendte jeg den samme lyd flere andre steder på min rejse gennem Sri Lanka.

Det var blevet tid til at påbegynde ekspeditonen. Der var ikke kommet andre, så jeg var den eneste turist denne aften.
Iført alt for store gummistøvler og en pandelampe i hånden, bevægede vi os tavse ind i skoven. Foran mig gik guiden og bag mig havde jeg Ravi.
Ravi havde også været min private chauffør sidste år, så jeg kendte ham efterhånden rigtig godt og var glad for at have ham med.

Der var bælgravende mørkt i skoven. Vi gik og gik, og jeg havde ingen fornemmelse af om vi gik langt ind i skoven eller i om vi gik ring. Det var umuligt at orientere sig. Jeg havde fået strenge instrukser om kun at at lyse nedad med min lygte. Lyset skulle være rødt eller grønt, så vi ikke forstyrrede dyrene unødvendigt.

Guiden gik hurtigt og hver eneste trærod og gren jeg skulle træde hen over, ledte tankerne tilbage på slangeplakaten.
Mange slanger er aktive og jager om natten og de jeg har set om dagen, er vanvittigt gode til at camouflere sig. Derfor var jeg også meget taknemmelig for ikke at være den der skulle gå forrest.

Det er svært at tage gode dyrebilleder om natten

Guiden gik og sagde nogle små lyde med munden. På et tidspunkt blev lyden besvaret fra et sted højt oppe i trækronerne. “Der, der..” sagde han ivrigt mens han pegede op i trætoppen med sin lygte. Noget bevægede sig hurtigt og så var det væk igen. Jeg nåede knapt at se hvad der skete, men det var vores første loris.

Det gentog sig et par gange. Et sted var der to på den samme gren. Guiden pegede op mellem grenene med sit lys og og jeg forsøgte at tage billeder af dem. Jeg skulle jo have noget med hjem til rejsebloggen. Desværre var det nærmest en umulig opgave jeg havde sat mig selv på.

Det gik op for mig, at jeg havde forvekslet slender loris med slow loris, som er deres meget langsommere fætter. De her var små og hurtige, og de var højt oppe. De var meget svære at få øje på med øjet og endnu sværere at zoome ind på med kameraet i min iPhone.
Hver gang var resultatet det samme, et uskarpt billede af nogle overbelyste blade.

Jeg kunne mærke på guiden, at han begyndte at blive utålmodig. Efter at have fundet 6 lorier til mig, havde jeg stadig ikke fået ét eneste billede til bloggen. Gummistøvlerne gnavede sig ind i mit skinneben, men jeg kunne ikke give op nu..

Da vi endelig fandt den syvende lille loris, prøvede jeg i stedet at optage video og denne gang lykkedes det. Du kan se lorien på min Youtube video herunder.
Guiden var tydeligvis lettet over at jeg endelig var tilfreds, så jeg tippede ham med et beløb, der afspejlede min taknemmelighed.

Så nu ved du hvorfor jeg har måtte ty til at bruge snydebilleder øverst og nederst i dette blogindlæg. Det er billeder jeg har taget af billeder, som lå i en mappe i hovedhuset hvor vi startede og sluttede ekspeditionen.