Malaria Sri Lanka

Malaria

Malaria er en alvorlig tropesygdom, hvor små encellede parasitter overføres til menneskets blodbane via malariamyggens spyt. Sygdommen betragtes som et af verdens største sundhedsproblemer og har millioner af dødsfald på samvittigheden.

Malariamyggen

Der findes kun én type stikmyg der kan overføre malariasmitten, den kaldes Anopheles myggen, men der findes 5 forskellige arter af malariaparasitter. Én af disse parasitarter er særdeles ondartet, mens de øvrige 4 arter betragtes som mere godartede. De kan dog alle give anledning til alvorlig sygdom og man må derfor forsøge at beskytte sig så godt som muligt mod myggestik, når man opholder sig i egne hvor malaria er udbredt.

Malariamyg kendes fra andre stikmyg på, at de i hvile sidder på skrå på underlaget med hovedet nedad, på hunnens palper, der er lige så lange som stiksnablen, og på den hårklædte bagkrop.
Kun hunnen stikker, og spyttet indeholder anticoagulin, der hindrer blodet i at koagulere.
Føden hentes hos fugle og pattedyr, og ud over malaria kan myggene overføre bl.a. virus og trådorme, fx filariasis.*

Malarias udbredelse

Malaria er udbredt i Asien, Afrika og dele af Sydamerika. Blandt de destinationer jeg har skrevet om på bloggen, burde der ikke være problemer med malaria.

Sri Lanka

Der har tidligere været registreret 5-10 tilfælde af malaria årligt i den nordlige del af Sri Lanka (Jaffna-provinsen), men i 2016 erklærede WHO Sri Lanka for malariafrit område og det er det stadig.

Bali og Gili øerne

Bali og Giliøerne er ligeledes fri for malaria, mens naboen Lombok har en lav risiko.

De Forenede Arabiske Emirater

Dubai og Abu Dhabi har heller ikke malaria.

Den Dominikanske Republik

Den Dominikanske Republik har ifølge de oplysninger jeg har fundet på nettet, kun problemer med malaria nær grænsen til Haiti.

Marokko

Marokko er ligeledes malariafrit.

Læs også om: Dengue feber

Symptomer på malaria

Den smittede får høj feber og influenzalignende symptomer som muskel- og led-smerter, og hovedpine. Feberen kan skiftevis stige og falde over flere dage. Ubehandlet kan der opstå en lang række komplikationer, herunder sløret bevidsthed og nyresvigt, og sygdommen kan i yderste konsekvens være dødelig.

Forebyggelse af malaria

Der findes i dag ikke en malaria vaccine. Eneste forebyggende metode er at undgå myggestik og/eller ved at indtage malariapiller i en længere periode. Malariamyggen stikker næsten udelukkende mellem solnedgang og solopgang, så i dette tidsrum bør man udvise ekstra påpasselighed.

Malariapiller kan have en række ubehagelige bivirkninger, hvorfor det bør overvejes grundigt om det er nødvendigt at tage dem. Tal med din læge om risikoen i det område du skal rejse i. Man kan få malaria mere end én gang.

SSI.dk kan du se, hvilke vaccinationer og evt. forebyggelse mod malaria, Statens Serum Institut anbefaler ved rejser til udlandet.

Vær opmærksom hvis du får feber

Hvis du får høj feber mens du opholder dig i et område hvor der er risiko for malaria, bør du altid kontakte en læge. Dette gælder også i den første tid efter hjemkomsten fra en rejse. I nogle tilfælde kan der gå op til 4 uger, fra man har fået smitten (inkubationstiden) til sygdommen begynder at udvikle sig.

*Kilde Gyldendal Den Store Danske

Fraskrivelse af ansvar
Der gøres venligst opmærksom på, at indlægget kun er af vejledende karakter. Jeg er ikke læge eller uddannet inden for sundhedsvæsenet. Informationen i dette blogindlæg består udelukkende af viden jeg har indsamlet ved at søge på internettet i forbindelse med mine egne rejser. Spørg altid en læge til råds vedr. forebyggelse og diagnose af sygdomme før, under og efter en rejse.