Hvilke vaccinationer skal man have til Sri Lanka?

Der er ikke vaccinationskrav til indrejse i Sri Lanka.Man kan overveje at lade sig vaccinere imod difteri, stivkrampe og smitsom leverbetændelse. Nogle vælger også, at lade sig vaccinere imod tyfus og japansk hjernehindebetændelse.

Difteri og tetanus (stivkrampe)

Det anbefales rejsende til Sri Lanka at være beskyttet mod difteri og stivkrampe/tetanus.
Grundvaccination består af 3 doser difteri eller tetanus vaccine dag 0 og igen efter 1 og 6 måneder.
Beskyttelsen varer herefter i 4-5 år. (De fleste danskere under 60 år er grundvaccineret mod difteri og tetanus).
Revaccination mod difteri kan kombineres med revaccination mod stivkrampe.
Efter revaccination indtræder beskyttelsen efter få dage og varer i mindst 10 år.

Hepatitis A (Smitsom leverbetændelse)

Beskyttelse kan opnås ved immunglobulin, som giver kortvarig beskyttelse i op til 6 måneder eller ved vaccination.
Vaccination beskytter i mindst 25 år efter to vaccinationer med 6-12 mdr. mellemrum.
Både immunglobulin og første vaccine kan gives frem til afrejsedagen.
Vaccination kan evt. kombineres med vaccine mod hepatitis B.

Malaria Sri Lanka

Dengue feber

Dengue feber er en influenzalignende virussygdom, som overføres via myg. Der er perioder og områder i Sri Lanka, hvor dengue er udbredt. Dette er værst efter perioder med regn.
Dengue feber kan ikke forebygges med vaccine eller tabletter. Det eneste man kan gøre er at forsøge at undgå myggestik.
Myggen stikker især tidlig morgen og sidst på eftermiddagen/tidlig aften.

Malaria

Der har tidligere været malaria i nogle egne af Sri Lanka, men denne myggeoverførte sygdom har været helt udryddet i flere år.

Tyfus

Beskyttelse mod tyfus anbefales ved rejser til Sri Lanka i over 2 uger
Der findes 2 forskellige typer vaccine: En vaccine til injektion kan gives til alle over 18 mdr. senest 2-3 uger før afrejse. Beskyttelsen varer herefter i 3 år.
En oral vaccine kan gives til alle over ca. 5 år i form af 3 kapsler dag 0, 2 og 4.
Kapslerne synkes 1 time før et måltid. Sidste kapsel bør gives senest 10 dage før afrejse.
Der skal revaccineres første gang efter 1 år, herefter hvert 3. år.

Alle oplysninger i denne artikel er fundet på nettet og kan kun betragtes som vejledende.
Spørg Statens Serum Institut eller din egen læge til råds vedr. vacciner til Sri Lanka.
Sundhedssituationen kan have ændret sig siden denne artikel blev skrevet.